Global Dialogue

Webmediets voksende udbredelse og muligheder sætter en ny journalistisk dagsorden. Webloggere, emailere og andre af morgendagens journalister er i gang med at ændre spillereglerne som vi kender dem. Plejer er død.

I onlinejournalistikken er det ikke mediet og dets journalister alene, men også mediets brugere, der styrer informationen og skaber historierne. I dag kan alle skabe nyhederne og alle kan tage rollen som meningsdanner. Webmediet tillader sine aktører at krydse tidszoner og kontinenter og er i bogstaveligste forstand grænseoverskridende. Dette kommunikationsnetværk er en nærmest uendelig vidensressource, og da viden er magt, er webmediet med til at ændre magtbalancen mellem journalisterne, der traditionelt er blevet opfattet som udbydere af information, og læserne, der traditionelt er blevet opfattet som et (nogenlunde passivt) publikum. Der er sket et rolleskift.

JOURNALISTERNES NYE ROLLE
Ifølge Dan Gillmor (We The Media s. 55) bør journalister ikke føle sig truet af, at deres (mer)vidende publikum træder aktivt ind på mediescenen. I stedet skal man som journalist forstå og efterleve de nye spilleregler – og samtidig vide at udnytte de fantastiske muligheder, som webmediet også giver. Journalistikken er ikke længere en envejskommunikation med derimod interaktiv – altså en dialog. Vores troværdighed afhænger i stigende grad af netop denne dialog og af vores evne til at lytte til brugerne – både før, under og efter vores journalistiske produktion. Gillmor mener, det kan gøre journalister bedre til deres job og høje kvaliteten af deres arbejde. En af de ting, der er vigtig i journalisternes navigeren rundt i nettets farvande, er nemlig gennemsigtigheden. Webmediernes brugere vil vide, hvem vi er, og de afkræver os en fair nyhedsdækning af høj sandhedsmæssig værdi. Og projektleder hos BBC iCan, Tim Levell (We The Media s. 125), taler samtidig om, at journalistens rolle mere end nogensinde er være en kickstarter for dialogen samt et filter for de mange input. Altså at vi skal linke og skabe de bedst mulige forbindelser mellem interessenterne – og så lade dem fortsætte dialogen og dermed vidensbidragene på egen hånd.

BRUGERNES NYE ROLLE
I februar 2000 lancerede koreaneren Oh Yeon Ho nyhedssitet www.ohmynews.com, hvis mål var at bygge sin eksistens på journalistik produceret af helt almindelige mennesker: citizen journalism. I dag har sitet næsten 2000 faste skribenter, og man arbejder på at uddanne disse mennesker i at skrive og arbejde journalistisk ud fra den tankegang, at alle borgere er journalister.

Dette viser sig tydeligt i nettets udvikling fra at være et opslagsværk – hvor man gik hen, hvis man savnede et svar på noget - til at være et sted, hvor almindelige mennesker i højere og højere grad praktiserer vidensdeling. Folk deltager med kommentarer og indlæg på offentlige websider og blogger ufortrødent om alt og intet fra deres personlige sfære. De skaber et kollektivt rum, der altid vil være journalisterne vidensmæssigt overlegne, som Dan Gillmor påpeger i We The Media (s.111). Noget der kommer til udtryk i det, at bloggere ofte går direkte ind i diskussioner med repræsentanter fra den ”professionelle” journalistiske verden: http://www.cyberjournalist.net/news/004330.php.
Ethvert menneske kan i dag skabe nyhederne, og det placerer både journalister og brugere i en ny virkelighed. Blandt andet når bloggernes emnevalg demonstrerer en anden virkelighed end den, medierne traditionelt vælger at dække: http://jergames.blogspot.com/2006/07/top-blogging-subjects.html.

Lige nøjagtig derfor valgte Time Magazine i 2006 dig – læseren, individet - som ’Person of the Year’. Dermed befinder du dig pludselig i selskab med prominente personer som Bono, Bill Gates og John F. Kennedy, der tidligere er løbet af med titlen. Baggrunden var, at brugergenereret indhold på nettet og blogging var eksploderet i 2006. Tal fra Technorati, der overvåger blogmiljøet, viste at der ved udgangen af 2006 var over 50 millioner blogs, og at antallet af blogs næsten fordobles hvert halve år. Dermed anslås det, at nettet i skrivende stund har over 100 millioner blogs. Det skal dog siges, at kun lidt over halvdelen af alle blogs bliver opdateret mere end hver tredje måned, så der findes sump af ”døde” blogs derude (læs mere: http://technorati.com/weblog/2006/11/161.html).

ARBEJDET MED ”PLAY THE GAME”-SITET
Før Play The Game talte vi meget om netop at skabe dialog og tovejskommunikation, som i længden kunne betyde, at brugerne diskuterede og udvekslede input med hinanden istedet for med os. Altså dialog med et eget liv uafhængigt af afsenderen. Vi ønskede at få almindelige, engagerede mennesker – bloggere – til at lave indlæg eller måske ligefrem artikler på vores site. Af flere omgange forsøgte vi at skabe kontakter i blogosfæren, som kunne have interesse i debatemnerne på Thepulse2007, og samtidig kunne trække deres eget netværk med ind på sitet – altså en slags ringe-i-vandet-effekt. Vi udnyttede dog på ingen måde disse muligheder så godt, som vi kunne have gjort.
Der manglede simpelthen en tilbundsgående research og baggrundsviden. Både rent teoretisk omkring definitionen og begrundelsen for det meget omtalte buzzword ”dialog” og rent praktisk omkring hvilke relevante bloggere og magtfulde web-meningsdannere, man skulle kontakte. Resultatet blev en skyden med spredehagl, som – såvidt det kan aflæses på kommentarhyppigheden på sitet – ikke rigtig ramte noget.

Dog var der på sitet spæde takter i retning af dialog – både mellem os og vores modtagere og modtagerne imellem. Eksempelvis den engagerede GPS-diskussion efter Ashendens oplæg: http://www.thepulse2007.org/?p=69, eller hintet til en potentiel historie omkring debatten om cykelsportens fremtid: http://www.thepulse2007.org/?p=80. Et hint, vi i øvrigt ikke tog op… Responsen på interviewet med Keld Bordinggaard viste også, at dialogen rummer muligheder for at bruger og journalist kan hjælpe hinanden videre: http://www.thepulse2007.org/?p=97#more-97.

Det, at vi ikke virkelig ramte nerven hos den brede bloggerskare, som ligger inde med en uvurderlig specialviden, satte også sit præg på kvaliteten af den journalistiske produktion. Ud af 29 artikler var 24 repræsenteret med kun én kilde. Kvantiteten af kilder er ikke altid et succesparameter i sig selv, men når man – som vi gjorde – præsenterer så mange partsindlæg i løbet af relativt kort tid, kommer underbygningen og dermed troværdigheden for både historie, journalist og site hurtigt til at virke svag.

Et par gode eksempler er artiklen om den russiske mafia i den engelske Premier League (http://www.thepulse2007.org/?p=59), når Ashenden siger, at CSC’s antidoping-system ikke beviser noget (http://www.thepulse2007.org/?p=74) eller Jennings’ atter gentagne anklager mod FIFA (http://www.thepulse2007.org/?p=119). Når vi på den måde direkte retter en anklagende finger mod en organisation eller specifikke individer, så har vi også et ansvar for at høre den angrebne part – eller i hvert fald for at redegøre for den angrebne parts stillingtagen. Her kunne vi have valgt at være grundigere i vores arbejde og ringe de fraværende kilder op. Eller vi kunne have trukket på viden og input fra bloggere og forums, hvor man diskuterer emnerne fra Play The Game. Fraværet af blogindlæg betød utvivlsomt, at vi ofte ikke blev opmærksomme på ukorrektheder og nye vinkler på vores historier. Og det resulterer desværre både i en journalistik, som på mange af de læsere, der er bedre inde i sagerne end os, vil virke fattigere og mere utroværdig.

Til vores forsvar skal de dog siges, at vi blot er grønne begyndere udi udnyttelsen og udøvelsen af webmediets potentialer. Ja, vi kunne have været bedre forberedt rent researchmæssigt, men når man arbejder med brugerne som en aktiv del af det journalistiske produkt, så arbejder man altid med en ukendt og uberegnelig faktor. Kun længere tids erfaring vil lære os, hvordan vi finder frem til og engagerer de relevante aktører på nettet, og hvordan vi kan bruge den viden, de kan bibringe os.

BEST PRACTICE
Et par best practice på det nye samspil mellem medier og modtagere er danske Ekstra Bladet og amerikanske New York Times. Ekstra Bladet prøver med sit initiativ ”Nationen” (http://ekstrabladet.dk/nationen/) gennem bl.a. blogs, afstemninger, artikler, debatoplæg og masser af kommentarfelter at spille bolden ud til læserne og lade dem sætte dagsordenen for diskussioner og komme med indspark, inspiration og information i aktuelle historier og debatter – både før, under og efter den journalistiske produktion.
New York Times er igang med transcentionen fra traditionelt bladhus til multimedial medspiller, hvor nettet er det primære publiceringssted. Til det formål har avisen oprettet en hel verden af blogs (http://www.nytimes.com/ref/topnews/blog-index.html), der afdækker alle tænkelige emner på samme måder som avissektionerne hidtil har gjort det og opfordrer enhver interesseret til at bidrage.

Fælles for de to best practice-eksempler er, at de har ført en massiv markedsføringskampagne af deres initiativ, at de publicerer flere gange dagligt, at journalisterne skriver engageret og grundigt, og at de henvender sig direkte opfordrende til læserne. Samt at de begge har opnået et pænt antal engagerede bloggere og kommentatorer blandt deres publikum.
Alle sammen karakteristika, der stemmer udmærket overens med Gillmors eksempler på, hvad der skal til for at journalisters blogs bliver en succes hos modtagerne: en personlig stemme, et klart fokus, journalistisk arbejde og velskrevethed (We The Media s.114).